Lækkert, nemt, sundt
Godt brød, lidt grønsager fra aftensmaden, pesto og laks i skiver
Så nemt kan en meget smagstilfredsstillende frokost klares på 5 minutter, hvis du:
- Ikke har regler for, hvad du må spise og ikke må spise
- Planlægger at have mad i huset a la godt brød, pesto, hvidløgsmayo m.m. samt fiskepålæg – kunne også være med avocado (mums)
- Laver for store portioner af grønsager til aftensmaden, så der altid er en lækker rest
Herefter er det bare at pifte det op med en lækker balsamico eddike, lidt sprøde cherrytomater, købt-skyllet rucola og frisk basilikum fra vindueskarmen.
Den bærende mængde grønsager på denne tallerken er ovnbagte peberfrugter. Jeg laver sjældent mindre end en hel bradepandefuld af gangen.
Ovnbagte peberfrugter:
Vend pænt, store stykker af peberfrugt i dejlige farver med hvidløg, salt og olivenolie.
Bag det i ovnen gerne 1 time ved 120 grader. Har du travlt, så højere temperatur i kortere tid.
Kan spises varmt eller koldt og holder sig fint i køleskabet i op til en uge.
Du kan også blende de bagte peberfrugten sammen med en håndfuld mandler og smage til med balsamicoeddike til en lækker peberfrugt-creme til at smøre på brødet.
Eller du kan smide en peberfrugt-rest i en æggemasse sammen med kolde, kogte kartofler til en fyldig æggekage serveret sammen med et stykke rugbrød med hvidløgsmayo.
PS: Den sidste halve skive brød til frokosten den dag endte med en lækker geddesmøreost