Inger Bols – Vægtneutral diætist, coach & mentor
Mad og sundhed har altid fyldt meget i mit liv. På godt og ondt. Indtil midten af 20´erne kæmpede jeg en kamp med at holde vægten nede, som blev dømt for høj af lægen og sundhedsplejersken allerede i mine første skoleår. Herefter kæmpede jeg i næsten 25 år mere – uden overhovedet at være bevidst om det – med at holde en vægt, som var unaturlig lav for mig. Jeg var slet ikke ´for tynd`, men det var bare ikke min naturlige vægt, og det krævede (urimelig) stor fokus at holde vægten i skak!
Som autoriseret diætist, kunne jeg jo ikke tillade, at vægten steg. Jeg tænkte, at jeg bare var sådan en, der var nødt til at spise sundere end andre for ”at holde vægten”. Jeg var opdraget til og uddannet i, at slank var en forudsætning for at være sund.
Alt i alt, har det givet mig en grundlæggende personlig forståelse og respekt for den kamp, frustration og ikke mindst skyld og skam, mine klienter kæmper med – uanset hvad vægten er.
Efter tusindvis af klientsamtaler, med fundament i den motiverende samtale, personlige kostplaner og tilbud om støttende kontrolvejninger, blev det tydeligt for mig, at jeg grundlæggende ikke hjalp mine klienter til varig sundhed, så længe jeg evaluerede mine klienter på vægten.
Netop derfor arbejder jeg i dag, som den første vægtneutrale diætist i Danmark, med en international anerkendt specialuddannelse i intuitiv spisning, som jeg har taget hos den seriøse og internationale respekterede amerikansk diætist, Evelyn Tribole.
I intuitiv spisning er der fokus på at hjælpe folk til at spise i overensstemmelse med kroppens behov med fokus på nydelsen og glæden ved mad. Uden forbud eller restriktioner. Helt uden behov for kostplaner, ”sunde opskrifter” eller kontrolvejninger.
I efteråret 2019 var jeg desuden i Australien for at tage et kursus, hos en af de førende diætister i verden, Fiona Willer, som har lavet en phd om vigtigheden af, at diætister arbejder vægtneutralt.
I foråret 2020 har jeg afsluttet en efteruddannelse i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som er en videnskabelig og evidensbaseret kognitiv adfærdsteori, beslægtet med Mindfulness.
Med denne specialisering har jeg netop de redskaber, der skal til for at afdække kerneproblemstillingen i mit arbejde med de mange klienter, hvor forholdet til mad og sundhed i dag i større eller mindre grad er præget af kontrol, dårlig samvittighed, skyld og skam eller ”bare” uhensigtsmæssige vaner, der kan forekomme ubrydelige.
Jeg har stor erfaring og et godt netværk indenfor sportsernæring. Igennem fem år var jeg diætist på den Kongelige Ballet og Balletskolen i København og konsulent for Team Danmark. Privat er jeg gift og mor til 3 børn, som alle er eller har været elitesvømmere. Jeg har derfor både teoretisk og praktisk tilgang og erfaring i, hvad elitesportsudøveren har brug for, for at kunne præstere mange timers hård træning.
I september 2019 holdt jeg det først seminar i Danmark om vægtneutral sundhed. Du kan se en kort film om det her.
Sammen med tre andre dygtige piger, har jeg skabt en platform for alle med interesse i at se sundhed på en ny måde – uden vægten i fokus.
I dag samarbejde jeg med respekterede danske forskere, på at få andre diætister, læger m.m. til at tilegne sig viden om og færdigheder i vægtneutral sundhed.
En viden og færdigheder, jeg i dag selv praktisere i min egen klinik med helt anderledes overbevisende og vedvarende resultater for mine klienters sundhed, velvære og livsglæde end den gang, jeg arbejdede som traditionel diætist med kostplaner, kontrolvejninger og stor fokus på grønsager og “sunde” opskrifter.
I erkendelse af hvor svært det er for mine klienter at arbejde sig ud af deres problematiske forhold til vægt i vores meget vægtfokuserede sundhedssystem, har jeg taget initiativ til den tværfaglige sammenslutning: Ligevægt. Ligevægt er en sammenslutning af klinikere og forskere fra alle faggrupper, som er parate til at gentænke opfattelsen af og omgangen med vægt i sundhedsvæsenet og i samfundet generelt.
Jeg har desuden taget følgende tillægsuddannelser gennem årene:
- Specialuddannelse i opsporing og behandling af spiseforstyrrelse (Anorexi, bulimi, tvangsoverspisning (BED, ortoreksi) af Sundhedsstyrelsen
- Certificeret coach fra Manning Inspire v. Sofia Manning
- Gruppefacilitator v. Lykke Rix
- Overspisningscoach v. Morten Elsøe
- Madmentor v. Marie Steenberger
- Rygestop instruktør
- Grundmodul i Motiverende samtale-teknik
Før jeg blev privatpraktiserende diætist, var jeg diætist på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital. Jeg har bl.a. arbejdet på en endokrinologiske afdeling med ansvaret for et diabetesambulatorie og i en forskningsafdeling om hjerterehabiliteringen. Forskningsprojektet var målrettet en tværfaglig rehabilitering af hjertepatienter, hvor jeg både havde individuelle konsultationer med patienterne, men også havde den fornøjelse at lave mad med dem.
Hele vores arbejde i forskningsprojektet er beskrevet nærmere i bogen: Hjerterehabilitering http://www.hjerterehab.dk/rehab/pdf/Indledning.pdf hvor det ernæringsfaglige indhold dog må betragtes som forældet i dag.
Jeg har mange års erfaring i undervisning og afholdelse af foredrag og workshops for såvel klienter som sundhedsprofessionelle. Jeg er fast underviser hos bl.a. Danske Fysioterapeuter. Igennem flere år var jeg foredragsholder i sportsernæring for Team Danmark og diætist på Den kongelige Ballet og Balletskolen i København.
I snart 25 år har jeg arbejdet professionelt med mad og sundhed både med individuel vejledning, gruppebehandlinger, undervisning og foredragsvirksomhed. De sidste 20 år i egen praksis.
Den evidensbaserede faglighed er et fast holdepunkt i mit daglige arbejde og det er en selvfølge, at jeg holder mig opdateret inden for mit felt.
Jeg håber at kunne inspirere og coache dig til en livsstil, uden forbud og afsavn eller sort/hvid tænkning.
Jeg elsker mad! Jeg spiser ikke mad, fordi det er sundt. Jeg spiser den mad, jeg kan li’, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke spiser en del grønsager. Velsmagende grønsager stegt i olie, med en god dressing, i en stuvning …….. Gerne til en flæskesteg, til en bøf eller i wokken. Hos os er der også altid kulhydrater til maden: kartofler, ris, pasta, bulgur m.m. Ja, i dag er der ikke (længere) begrænsninger for, hvad jeg spiser.
Jeg håber at kunne inspirere og coache dig til en livsstil, uden forbud og afsavn eller sort/hvid tænkning. Men i stedet til en livsstil, hvor du finder frem til en god balance mellem mad og motion, som er realistisk i dit liv.
Det er alt afgørende for mig at få dig til at opleve, at det er muligt at spise almindelig mad og være sund og opleve den frihed, det er, ikke at være slave af sin mad, vægt og sundhed.
Jeg glemmer aldrig den kamp, jeg selv kæmpede og vil virkelig gerne hjælpe dig til, at du skal undgå at bruge lige så lang tid på at finde en god balance i dit liv.
Hvis du vil læse mere om min historie, så læs min blog her