Professor Bente Klarlund beretter i Politikens Lørdagsliv den 17. februar, hvordan hun har hjulpet én dreng til et vægttab. På bare et halvt år. Hjulpet ham ved at sætte mål med belønningspræmier samt aftaler om daglig motion i stedet for dagligt at spise slik og snack, mad med flere grønsager, ingen hurtige kulhydrater og mad tilberedt med ingen eller begrænset fedt. Jakob var 10 år.
Så har professoren helt tydeligt endnu en gang bekræftet den stereotype forståelse af, hvorfor nogle får en højere vægt end andre: De bevæger sig for lidt, de spiser for meget, for fedt og for usundt.
Det er ikke bare videnskabeligt pinligt. Det er direkte stigmatiserende og dermed potentielt mentalt og fysisk sundhedsskadeligt. Særligt for folk, der har en højere vægt end den (naturligt) slanke, sundhedselite dikterer. Det repræsenterer en gammel, kendt fejlforståelse, hvor kropsvægten anses som noget vi selv er i sund kontrol over, og hvor vægtudvikling forenkles til en ligning mellem input og output.
Vægtstigmatiseringens selvopfyldende profeti
Vægtstigmatisering er et seriøst sundhedsproblem, og en farlig cocktail af påført diskrimination og ulighed samt internaliseret skam, frygt og afmagt. Det er dokumenteret, at det kan udløse en stresstilstand i kroppen, som kan være med til at forklare den kendte sammenhæng mellem høj vægt og sygelighed og dødelighed og er forbundet med en overdødelighed på 48%. Paradoksalt er det også forbundet med vægtstigning.
Jeg har ikke tal på, hvor mange – børn som voksne – jeg i mine første 18 år, som klinisk diætist, hjalp til et ”sundt, varigt vægttab”. Troede jeg.
Hvis altså succes tælles som alle dem, der tabte sig i forløbet med mig, og vi ikke tæller med, hvordan det gik dem bagefter. Det lyder naturligvis ikke så videnskabeligt, at vi ikke interesserer os for langtidseffekten. Ikke desto mindre er det sådan, den videnskabelig litteratur i generationer har fået os alle sammen til at tro, at et stort, varigt vægttab er muligt.
Det er også det, der sker i samfundet, når man igen og igen bliver revet med af at høre om en person, der har tabt sig rigtig meget uden egentlig tanke på, hvordan det går på lang sigt.
Så vi ved ikke, hvordan det gik med Jakob efter et år, efter 2 år, efter 5 år, men tankevækkende er det dog, at den kritiske vægttabsforskning igen og igen kan berette om, at stort set ingen er i stand til at holde et vægttab efter få år – uanset metode.
Tankevækkende er det også, at den videnskabelige litteratur slet ikke er enige om, det overhovedet fremmer sundheden på lang sigt at fokusere på den vægt.
Sult er sult!
Og nej, det manglende varige vægttab er ikke bare fordi tykke mennesker er fuldstændig ligeglade eller uansvarlige mennesker.
Det er fordi et vægttab forudsætter et kalorieunderskud, og det varige vægttab forudsætter, at man vedholdent holder en unormal lavere kalorieindtagelse. Lavere end andre med en tilsvarende vægt, som ikke har opnået denne vægt ved et vægttab, men hvor den vægt er deres naturlige vægt.
Det store, varige vægttab forudsætter altså sult!
Derfor ender den ellers meget selv-tilfredsstillende vægttabsoplevelse, stort set altid som en ulykkelig selvopfyldende profeti: Tilskyndet af eksperternes ”sundhedsråd” sidder klienten tilbage med en fuldstændig urealistisk forståelse af kroppens reelle behov for mad. Forsøger igen og igen at leve af alt for lidt kalorier – uanset om det handler om at tælle dem eller ej. Kroppen reagerer på ubalancen, som du mærker som manglende energi og overskud til at være aktiv. Men du tolker det nok nærmere som om, du er doven.
Ubalancen igangsætter også en sult-betinget hormonel trang til kalorietæt mad, men du tolker det nok nærmere som tab af kontrol eller manglende respekt for din egen sundhed.
Det kan altså resultere i en adfærd, der til fulde lever op til det stereotype billede af, hvorfor nogle får en højere vægt end andre. Ikke mindst hos den tykke selv, som slår sig selv i hovedet over endnu en gang ikke at passe på sig selv, ikke at have nogen rygrad eller ikke at tage sig selv seriøst. Helt uvidende om, at det bare var sult, sidder klienten tilbage i afmagt over sin situation og skammer sig, uvidende om, at man er i krig mod sin krop.
Jeg har derfor heller ikke tal på, hvor mange klienter jeg de sidste 6 år som vægtneutral diætist, har hjulpet ud af den slankekursforstyrrelse som startede, da de først gang som 10-årige (eller yngre), af bekymrede forældre og velmenende sundhedsautoriteter blev vejledt til at tabe sig for første gang. Og herefter har forsøgt igen og igen og igen.
En fokus på vægten, som blev startskuddet til en forkerthedsfølelse, en underminerende selvforståelse og manglende kontakt til kroppens naturlige støttende sult og mæthedssignaler. Helt uvidende om og at man kan være tyk og sund, hvis sundhedspolitiet ellers tillader det.
Så længe naturligt tynde professorer, helt blinde for eget kropsprivilegium, udtaler sig om vægttab, som et spørgsmål om at være motiveret, tage sig sammen og få hjælp til at leve sundere, så længe forsætter den stigmatiserende fejlforståelse af tykke mennesker. Det fastholder et sundhedsvæsen og et samfund, som ser ned på tykke mennesker og underminerer tykke borgeres menneskerettigheder. Det sætter samtidig en skræk i livet på borgere i alle kropsstørrelse, der kæmper for at opretholde den slanke krop, som kun slankeindustrien lever fedt af.
I øvrigt er de videnskabelige fakta om vægt og sundhed, at:
- Kropsvægten bliver i høj grad bestemt tidligt i livet. Den enkelte har kun i ringe grad kontrol over sin vægt. Givet vores biologi og livsbetingelser tager mange på i løbet af livet – nogle mere end andre.
- Livsstilsbaserede vægttabsprogrammer medfører kun sjældent varigt vægttab. Mange opnår vægttab på kort sigt, men kun ganske få opnår et varigt vægttab. Selv de mest veludførte vægttabsprogrammer giver et varigt vægttab på blot 1,5-3,5 kg i gennemsnit.
- Deltagelse i vægttabsprogrammer mindsker ikke forekomsten af hjertekarsygdomme – heller ikke for mennesker med type-2 diabetes eller forhøjet blodtryk.
- Vægtfokus (f.eks. forældres/partneres kommentarer om krop og spisning, vægtkategorisering, vægtrelateret mobning og idealisering af tyndhed) påvirker kropsbilledet. Negativt kropsbillede øger risikoen for bl.a. forstyrret spisning, spiseforstyrrelser, depressive symptomer og selvskade.
- Tykfobi, vægtstigmatisering og vægtrelateret diskrimination og mobning er ødelæggende for det fysiske, psykiske og sociale helbred.
(Liste med videnskabelige referencer er tilgængelige på www.Ligevaegt.org)