HVAD ER PROBLEMET? AT VI ER BLEVET TYKKERE ELLER AT TYNDHED IDYALISERES?

Et gammelt strandfoto med tynde, danskere foran iskiosken fra 1970´erne, har givet anledning til en stor og klassisk, groft vægtstigmatiserende artikel i Politiken, med mangelfuld journalistisk research om emnet. Artiklen er ikke bare unuanceret og faktuel forkert. Den er også direkte sundhedsskadelig for alle dem, der i forvejen kæmper med skyld og skam over deres vægt, og derfor skadelig for folkesundheden.

Det burde ikke, i 2023, være muligt for en højt rangeret sundhedsredaktør i en af landets største aviser at skrive om høj vægt og sygelighed uden at forholde sig til vægtstigmatisering. Artiklen nævner ikke vægtstigmatisering med ét ord, men kæder til gengæld helt unuanceret høj vægt sammen med manglende sundhed. (Artiklens forfatter Lars Igum Rasmussen er netop røget op, som nr. 78 på Dagens Medicin af `Magtens top 100` i det danske sundhedsvæsen).

At vægtstigmatisering er sundhedsskadeligt, er velbeskrevet ikke bare i forskningslitteraturen, men også i en rapport fra WHO fra 2017 samt i en stor konsensusrapport af 36 vægttabsforskere i det anerkendte tidsskrift, Nature Medicine i 2020.

I konsensusrapporten står der bl.a.: ”Forskning viser, at vægtstigmatisering kan forårsage fysisk og psykisk skade, og at berørte personer er mindre tilbøjelige til at modtage tilstrækkelig pleje. Af disse grunde skader vægtstigma sundheden, underminerer menneskelige og sociale rettigheder og er uacceptabelt i moderne samfund.”

Lars Igum Rasmussens fakta boks om, hvorfor det kan være usundt at have en høj vægt, er derfor både unuanceret og forkert.

Fakta er, at:

  • Vægtstigmatisering skaber et stress-respons i kroppen, som kan forårsage de sygdomme, man tidligere uvidne har kædet sammen med en høj vægt, f.eks. hjerte-kar sygdomme, højt blodtryk, højt kolesterol, diabetes, depression osv.
  • De tal der kæder høj vægt sammen med øget sygelighed og dødelighed, har ikke taget højde for effekten af vægtstigmatisering. Det betyder, at vi har et betydeligt mørketal for, hvad der i virkeligheden er årsagen til, at personer med en høj vægt har en oversygelighed og overdødelighed.
  • Vægtstigmatisering er skadeligt i et omfang, hvor det er forbundet med en overdødelighed på mindst 48%.

Tankevækkende fremgår det i øvrigt af forskningen i vægtstigmatisering, at ikke-tykke mænd, er mere tilbøjelig til at stigmatisere andre for deres vægt. Ikke mindst i Danmark: I en undersøgelse fra Harvard universitet på 34 lande, får Danmark en kedelige førsteplads, som det folkefærd, der automatisk tænker mest negativt om personer med en høj vægt.

Lars Igum Rasmussen faktaboks om årsager til, hvorfor nogle får en høj vægt, er tilsvarende unuanceret, forkert og sundhedsskadelig i sin stigmatiserende fremstilling.

Han skriver, at ”man mener”, at 99 procent af alle tilfælde af høj vægt kan forklares med en samfundsudvikling med mere stillesiddende arbejde, mere skærmtid og mindre naturlig bevægelse og mindre motion, billigere madvarer og øget udbud af kalorierige madvarer og drikke. En så unuanceret fremstilling af individets uransagelige vægtudvikling, er ikke bare forkert. Det er også i høj grad med til at bidrage til den i forvejen stigmatiserende fejforståelse af vægtudvikling.

Fakta er 75-80 % af vores vægtudvikling er genetisk betinget, og at vægtudviklingen er påvirket af et kompliceret og endnu uafdækket samspil af mange forskellige faktorer, heraf formentlig socio-økonomiske, adfærdsmæssige, udviklingsmæssige og miljømæssige faktorer.

Når det er sagt, er der ikke meget mere at tilskrive enighed om, når det kommer til at forklare, hvorfor vi er blevet tungere eller hvorfor nogle bliver tykkere end andre. Selv efter et tre-dages langt videnskabeligt møde med verdens førende vægtforskere i The Royal Society, London for et år siden, står det stadig uafklaret. Det er netop konklusionen i en statusartikel publiceret i det videnskabelig tidsskriftet, Science, med den internationalt højt respekterede, danske professor emeritus Thorkild I.A Sørensen som medforfatter.

Professor Thorkild I.A Sørensen har forsket i vægtgåden i mere end 50 år og har i forbindelse med offentliggørelsen af statusartiklen til Videnskab.dk udtalt: ”Der er blevet forsket utroligt intenst i det her over hele verden. Alligevel ved vi stadig for lidt til at forstå, hvorfor nogle bliver tykkere end andre, og hvorfor forekomsten stiger så voldsomt på globalt plan.”

Der er i øvrigt stor uenighed i det videnskabelige felt om, hvorvidt det overhovedet er et problem at have en høj vægt i sig selv, eller om vægtstigmatisering i virkeligheden er det primære problem. Fakta er, at lige som du kan være tynd og sund, kan du også være tyk og sund. Fakta er også, at tykke udsættes for en vægtstigmatisering, som øger risikoen for sygelighed og dødelighed markant.

Ja, vi bliver tykkere og tykkere. Vi bliver også højere og højere og lever i længere og længere tid. Hele 6 år lever vi nu i gennemsnit længere, end i midten af 70´ernes idylliserede, tynde strand-krop.

Inger Bols,
Aut. klinisk diætist, stud. Master of Public Health

Podcasts & Artikler

Hvad er det der vægtneutral sundhed og intuitiv spisning, som alle går og snakker om? Det kan du blive klogere på i de mange podcasts og artikler, jeg har samlet til dig her.

Lyt til podcasts her

Læs artikler her

Måske har du set mig her:

Blogindlæg

Hvornår svigter vi det tykke barn?
Professor Bente Klarlund beretter i Politikens Lørdagsliv den 17. februar,…
Læs mere »
1
HVAD ER PROBLEMET? AT VI ER BLEVET TYKKERE ELLER AT TYNDHED IDYALISERES?
Et gammelt strandfoto med tynde, danskere foran iskiosken fra 1970´erne,…
Læs mere »
1
89-årig rask og stærk kvinde skældte sig selv ud for ikke at være sund nok
Min hidtil ældste klient var en 89-årige flot og stærk…
Læs mere »

Læs flere indlæg