Efter mange års overvejelse har jeg besluttet at fortælle min egen personlige historie; om min kamp med vægten. Min historie er grunden til, at jeg er personligt og fagligt oprørt over, hvor stor fokus der i dag er på krop, vægt og sundhed. En fokus som ødelægger din livskvalitet og i sidste ende, underminere din chance for at blive sund og leve det liv, du ønsker at leve.
Tilmed risikere denne fokus at give dig en vægt, som er højere end dit medfødte blueprint – hvad det så end måtte være. Uanset hvor du i dag er på vægtskalaen, uanset hvor kaotisk det hele må føles for dig lige nu, så ønsker jeg inderligt for dig, at du kan slutte fred med din vægt og din mad og komme i gang med at leve det fulde liv.
Jagten på uopnåelig selv-tilfredshed
Fokus på min vægt startede, da jeg var 6 år gammel, hvor sundhedsplejersken udpegede, at jeg lå liiige i overkanten af kurven. Det udløste velmente råd til mine forældre. Jeg lærte derfor i en meget tidlig alder, at jeg ikke skulle lytte til min krop. Jeg var et aktivt barn, havde en god appetit, var glad for mad og havde en robust krop.
Denne skolestart kom til at præge mit liv i større eller mindre grad i et næsten et halvt århundrede! Vægten steg og faldt hen over de næste mange, mange år af mit liv. Netto steg den for hver kur, hvor jeg blev mere og mere optaget af mad og min krop.
Hvis jeg havde forsat med de forskellige kure og den fornægtende tilgang til forskellige fødevarer, som jeg virkelig mestrede i perioder, ville jeg med sikkerhed den dag i dag, have haft en seriøs yo-yo vægt, og dertil en fuldstændig manglende forståelse for min krop. Jeg ville med den største overbevisning have fortsat kur efter kur. Med den største overbevisning om, at det var sundt og ikke mindst nødvendigt.
En sundhed, jeg oplever, at mange den dag i dag tror på og som man opmuntres til at forfølge fra forskellige medier og af såvel selvlærte ernæringsguruer men også af faguddannede ernæringseksperter.
Jeg møder mit gamle “mig” rigtig tit i mine klienter. En del klienter har spurgt mig, om jeg egentlig selv har kæmpe med vægten. De kan mærke, at jeg siger nogle ting til dem, som gør, at de føler, jeg ved, hvordan det føles, og hvordan de tænker. Ja, det har jeg!
Det interessante er dog ikke, hvad jeg har vejet eller hvad jeg vejer i dag. Det interessante og vigtige er, at jeg virkelig forsøgte at være sund! Det gav mig dels en vægt i ubalance for mit blueprint, men frem for alt, en manglende forståelse og ikke mindst manglende accept og respekt af min krop! I stedet for at samarbejde med min krop, var jeg i krig med min krop.
Jeg forsøgte den gang efter bedste evne at spise sundt. Ikke en spisning jeg i dag vil anbefale. Den var for restriktiv og alt for meget styret af sunde og usunde fødevare. Jeg gjorde et stort arbejde ud af at have en sund madpakke med i skole (når jeg altså havde mad med). Min madpakke blev ofte misundt i skolen, men jeg misundte deres slik i stilhed. Når de andre købte slik, købte jeg en æske sukkerfri gajol og jeg sagde altid nej til kage i skole. Til mine fødselsdage delte jeg grovboller eller æbler ud. Jeg havde fuld forståelse for, at jeg ikke kunne tåle at spise som de andre. Jeg var jo for tyk.
Jeg følte mig forkert og grim. (Men jeg følte mig også forkert, når jeg delte grovboller ud i stedet for kage.) Jeg havde en indbygget, fejlagtig selvforståelse om, at jeg ikke kunne tillade mig at spise som de slanke, fordi jeg var for tyk. Jeg havde en klar oplevelse af, at ansvaret for at blive tyndere var mit. Eller i det mindste var det mit ansvar ikke at blive tykkere. Der var (og er) en samfundsmisforståelse for, at den enkelte i sidste ende er herre over sin egen vægt. Det er blot et spørgsmål om at finde nøglen til at leve sundt nok eller acceptere, at du ikke kan tåle at spise, det de andre kan. Det synspunkt er jeg IKKE enig i, længere.
Jeg var i krig mod min krop.
Mere og mere forsøgte jeg ikke at spise for meget, men naturligvis spiste jeg også for meget, når jeg gav efter: når jeg var for sulten, når jeg gav op, når det var højtider eller andre fester, hvor de andre også spiste mere. Så spiste jeg mig meget mæt. Ubehagelig mæt, vil jeg kalde det i dag. Ikke som en egentlig overspisning. Det skete kun ganske få gange i alle de mange, mange år, hvor jeg forsøgte at slanke mig. Jeg havde altså ikke en spiseforstyrrelse.
I gymnasiet var der perioder, hvor jeg startede morgen uden morgenmad. Det var det nemmeste tidspunkt på døgnet at holde sulten ud. Ja, den gang mente jeg faktisk slet ikke, jeg var sulten om morgen. I stedet for røg jeg cigaretter på vej i bussen til gymnasiet. Der var trods alt næsten 20 km, så det var ikke dovenskab, at jeg tog bussen (selvom jeg i dag med den største nydelse ville have cyklet).
Jeg forstod ikke dem, der havde overskud til at dyrke motion næsten hver dag, men drømte om at være en af dem! Jeg troede på, at min krop var anderledes, og at jeg aldrig kunne blive god til eller på nogen måder forestille mig, at jeg skulle holde af at dyrke sport. Fra som barn at nyde at være aktiv, blev det noget jeg masede mig afsted til i håb om, at det ville give mig et vægttab. Min barndomsglæde for at bruge min krop var forsvundet.
Jeg havde også en fornemmelse af, at jeg skulle økonomisere med min energi. Jeg forsøgte faktisk at dyrke sport, var god til det, men var flov over, at jeg var for tyk. Jeg var derfor ikke så social, følte mig udenfor og var sikker på at de fleste syntes jeg var for tyk, for grim og for dum.
Jeg anede ikke, at min manglende energi skyldtes, at jeg grundlæggende spiste for lidt. Jeg var jo for tyk, så det var ikke en nærliggende tanke! Jeg havde nemlig kun fokus på de perioder, hvor jeg spiste for meget.
I gymnasiet bestod min madpakke til en skoledag fra kl. 8-16 af MANGE gulerødder og 1-2 æbler. Af og til fik min mor overbevist mig om at have en salat med (uden dressing) eller en hjemmebagt grovbolle med hytteost. Jeg spiste skiftevis “sundt” for herefter at give op. I perioder gav jeg op hver dag, når jeg kom hjem fra skole, og startede igen hver morgen. Jeg spiste ikke en masse ”usundt”, når jeg gav op. Jeg spiste mig bare mæt – og efter en hel dag uden mad, skulle der en del til, så jeg følte ofte, at jeg spiste for meget.
Et par gange på vej hjem i bussen fra gymnasiet førte min sult mig til at stjæle et marcipanbrød i rutebilskiosken. Det var meget skamfuldt, men jeg var så sulten, at jeg ikke kunne lade være. Jeg var ellers virkelig en ordentlig pige, som var meget bange for at gøre noget forkert. Jeg følte mig rigelig forkert i forvejen.
Professionel hjælp – eller….
I midten af 3. G, besluttede jeg mig for at få hjælp til at tabe mig, så jeg gik til min praktiserende læge. Han vejede mig. Proklamerede, at jeg skulle tabe mig 10 kg mere end de 12 kg, jeg selv havde forestillet mig. Åbnede øverste skuffe og fandt en standardiseret diætplan på 1500 kcal. til mig, og gav mig en ny tid ugen efter.
Jeg vil tro, at den konsultation varede 10 minutter. Jeg havde nok været flere dage om at overvinde min skam over at bestille tiden og sætte problemet på dagsorden.
I min frustration, vrede og afmagt over slet ikke at være blevet hørt eller forstået, gik jeg hjem og spiste i den uge mere, end jeg havde gjort længe. Kom til en vejning en uge senere, hvor jeg – ikke underligt – havde taget på. Herefter besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd. I følge min læge den gang, mangler jeg i øvrigt stadig at tabe 8-10 kg! Han har ”retten” på sin side. Det vil ikke gøre mig ”undervægtig” aflæst i en BMI-tabel.
Med min uddannelse som diætist, fik jeg styr på kalorieregnskabet. På hvad der var ”sundt og usundt”. Jeg tog min egen medicin, som man siger. Gjorde præcis det, jeg er uddannet til at hjælpe klienter med, og fik det ønskede resultat – eller det vil sige- næsten. Jeg accepterede, at jeg ikke kunne komme længere ned i vægt, men jeg holdt stadig øje med min vægt og ”strammede mig lidt an”, når den steg lidt. Det kostede dog alt for meget mental fokus. Det gav også en tiltagende dårlig mavefornemmelse at være formidler af til mine klienter.
Jeg blev yderligere udfordret på denne tilgang, da jeg for 10 år siden begyndte at arbejde mere og mere med klienter med spiseforstyrrelse. Det blev tydeligt for mig, hvor mange fællestræk, der er fra en spiseforstyrrelse til det ”at styre vægten” med maden. Det blev meget tydeligt for mig, hvorfor det ikke giver mening at opdele mad i sundt og usundt eller i mad der slanker eller feder.
Desværre var lægens vægt-dom tilbage i 3 G. årsagen til, at jeg først i en alder af næsten 50 år, gav slip på at holde min vægt under kontrol. Ikke at det fik de store konsekvenser. Jeg tog 2-3 kg på og landede overraskende nemt på stort set den samme vægt, som jeg det meste af min ungdom altid nemt har kun ”slanke mig ned på”, men en del højere end jeg i min vildeste fantasi troede, jeg kunne holde ud at se mig selv veje: Min blueprint vægt, som altså er lige i overkanten af, hvad Sundhedspolitiet tillader, og ikke mindst langt fra den vægt min læge i 3 G. havde plantet i mit hoved. Derfor var jeg aldrig blevet tilfreds. Derfor kæmpede jeg i mange, mange år mere eller mindre fokuseret med at tabe mig. Når min vægt aldrig kom meget højt op, er det fordi min blueprint vægt ligger her, så det er ikke en vægt jeg har ikke skulle kæmpe for – kan jeg se i dag.
Bare det var mig
I en af mine kur-perioder var der i et ugeblad en beretning om en ung, slank kvinde. Hvordan hun levede, og hvordan hun spiste. Jeg genkalder billeder af hendes morgenmad med en lækker grov bolle, et æg og grapefrugt samt billedet af hende på start-skamlen i svømmehallen, hvor hun fik sin daglige morgensvømmetur. Jeg tænkte fejlagtigt: Hun er jo slank. Derfor kan hun tillade sig at spise sådan. Så må jeg hellere spise lidt mindre, indtil jeg har tabt mig. Når jeg har tabt mig, kan jeg tillade mig at spise, som hun gør.
Jeg var lige så forstyrret i min spisning dengang, som rigtig, rigtig mange kvinder og også flere og flere mænd er i dag. Det er langt fra altid tale om en egentlig spiseforstyrrelse. Men spisningen er forstyrret, og tanker om sundhed fylder alt for meget. Livsstilen er præget af en sort/hvid tilgang til sundhed, hvor man enten er fanatisk sund eller giver op og lader stå til. Det ender for de fleste med en stigende vægtkurve og under alle omstændigheder en frustration over, at man ikke føler, man kan tillade sig at spise noget uden man tager på samt tilbagevendende dårlig samvittighed efter gentagne mislykkede vægttab.
Vægtneutral sundhed & intuitiv spisning
I dag spiser jeg alt! Det er vist ikke en underdrivelse, når jeg skriver, at jeg i den grad er kendt som hende, der spiser! I dag dog i en tæt kontakt til min sult og mæthed. Jeg spiser ikke mad, fordi det er sundt. Jeg spiser den mad, jeg kan li´. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke spiser en del grønsager, men ikke bare råkost eller gnavegrønt. Velsmagende grønsager tilberedt med diverse olier eller med sovs til. Gerne til en flæskesteg eller andet kød eller fisk, og altid med kulhydrater til. Jeg arbejder ikke ud fra “slankemad” eller “sunde” desserter, men ud fra hvad jeg kan lide og hvad jeg har LYST til.
Jeg arbejder ikke med en 80/20 regel, eller ”minus sukker mandag til fredag” for så at give den gas i weekenden. Jeg spiser lidt sødt, når jeg har lyst. Når jeg ellers sørger for at spise det, jeg har brug for, har jeg dog aldrig en stor trang til søde sager. Lidt sødt nogle gange om ugen, får jeg som regel, men det er faktisk ikke noget, der fylder i mit hoved længere.
Det tragiske er, at jeg i dag møder mange mennesker, som mener, at jeg jo netop kan tillade mig at spise, som jeg gør, fordi jeg ikke er tyk. Underforstået, at det kan de så ikke. Sandheden er, at min krop fra starten af, var styret til at se sådan her ud. Derfor var det alt for nemt for mig at tabe mig. Så uanset hvad dit blueprint er, håber jeg du har lyst til at lære at samarbejde med din krop. Heri ligger sundheden, uanset din kropsstørrelse.
I dag er det mig, der med det største velvære står på startskamlen i svømmehallen om morgen til min elskede, daglige svømmetur. Ikke imponerende langt, ikke imponerende hurtigt. Bare en god start på dagen, hvor jeg også får sagt godmorgen og får et godt grin sammen med mine med-svømmere, hvoraf mange har passeret de 75!
Motion er en vigtig og naturlig del af mit sociale liv flere gange om ugen. Der er meget langt fra den fysisk inaktive (rygende) gymnasiepige, som ikke kunne forstå eller acceptere sin krop, til den jeg er i dag. Jeg har et højt og stabilt energiniveau hele dagen.
Det betyder ikke, at du behøver at være A-menneske og begynde at morgensvømme, eller at du skal dyrke motion hver dag. Hvad og hvor meget bevægelse skal fylde i dit liv, afhænger helt af hvor du er i dag. Jeg gik jo heller ikke fra at lave ingenting, som det var i min gymnasietid, til det motionsprogram jeg har i dag. Det er bygget op over en del år, og mindre kan gøre det!
Det er dog stadig et faktum, at bevægelse er en af de livsstilsfaktorer, der har størst indflydelse på vores sundhed, både fysisk og mentalt. Uanset kropsstørrelse. Mange må også erkende, at det kniber med velværet og overskuddet, når aktivitetsniveau bliver for lavt. Mad er dog en forudsætning for, at du har overskud til at bevæge dig. Jeg sidder ofte med klienter, som gerne vil være mere aktive, men pga. et vægtfokus spiser de, uden at vide det, for lidt. Ubalancen i maden resulterer i, at de ganske enkelt ikke opnår det fysisk og psykiske overskud, som god bevægelse ellers giver.
Spis mad du kan li`!
Jeg forstår ikke, når ernæringsguruer har opfindsomme, alternative “sunde” løsninger til, hvad du skal lave af krumsprings- eller erstatningsopskrifter, hvis du f.eks. har lyst til brød. Jeg tænker: Så spis brød!
Hvis du får sluttet fred med din mad, er det muligt at opnå at spise med en god kontakt til din sult og mæthed. Det ér muligt at nyde et par skiver brød, uden at blive fristet til at spise hele brødet. Du kan jo få brød igen næste gang, du bliver sulten.
I min verden findes der ikke (længere) sunde eller usunde fødevarer, men sunde og usunde mængder. Det er ikke dit valg af fødevarer, der gør dig tyk eller tynd, sund eller usund. Det er ikke din vægt, der bestemmer om du er sund eller usund. Din sundhed handler om din adfærd. Vægt er ikke en adfærd.
