Lasse var et af de meget lovende navne indenfor svømning. Han fik desværre en meget kort svømmekarriere på landsholdet, da han grundet en ukendt hjertefejl faldt om med hjertestop i forbindelse med en træning.
Efter en heldigvis fuldstændig rehabilitering var det dog ikke realistisk at forsætte svømningen på så højt plan, og træningen stoppede fra den ene dag til den anden. På kort tid herefter tog Lasse 13 kg på og Lasse gik i gang med at arbejde på at tabe sig. Han fandt dels forskellige kure via de sociale medier. Han opsøgte også en kostvejleder – endda en med speciale i idrætsernæring. Hun lavede en kostplan uden at kende til Lasses kostvaner. Han blev fulgt op en gang om måneden med en ny kostplan, som hver gang indehold lidt mindre mad. Som disciplineret sportsmand fulgte Lasse planen.
I følge planen måtte han ikke spise slik eller andre søde sager. Han spiste ikke en gang et stykke lagkage til fødselsdage.
“Kuren var umenneskelig. Jeg skulle hele tiden veje min mad og følge meget strikse regler. Jeg fokuserede på mad konstant og var udkørt hele tiden”, fortæller Lasse.
Da vægttabet var i hus, begyndte Lasse at slække på planen. Han fulgte den mandag til fredag, men spiste så til gengæld temmelig meget lørdag og søndag for at få tilfredsstillet det afsavn, der var i løbet af ugen. Lasse kunne i denne periode spise en HEL kage, når han gik i gang. Ikke fordi han havde en spiseforstyrrelsen, men fordi kroppen krævede at få noget energi. Det kneb dog alligevel med energien.
”Midt på eftermiddagen fik jeg tit et stort behov for at sove, og det duede jo ikke, for her var jeg enten i skole eller i gang med at træne. Så det betød, at jeg hverken kunne koncentrere mig om, hvad læreren sagde, eller få de attraktive resultater i min sport”, lyder det fra Lasse.
“Mere mad – mere energi – mere glad! ”
Jeg opsøgte Inger Bols, fordi jeg var træt hele tiden, og ikke kunne yde det, jeg gerne ville. I løbet af svømmestævnerne blev jeg mere og mere træt, og derfor kunne jeg kun svømme ét løb om dagen, hvis jeg også skulle have kræfter til de næste dage. Og det dur jo ikke til DM og andre stævner. Allerede en uge efter jeg var begyndt hos Inger, kunne jeg mærke forskel, og hun er en af grundene til, at jeg fik min bronzemedalje i 50 meter fri, selv om jeg på det tidspunkt ”kun” lå i top 10, da vi mødtes første gang”, fortæller Lasse.
På baggrund af en grundig analyse af Lasses spisevaner sammenholdt med hans motionsvaner, var det tydeligt, at Lasse spiste alt for lidt. Lasse blev i den grad overrasket over, hvor meget mad, han havde brug for. ”Ved den første samtale spurgte Inger mig om, hvad jeg spiste. Det kunne jeg let svare på. For Jeg havde spist præcist det samme hver dag i et halvt år. Det er jo ikke til at leve sådan! Nu har jeg fået et mere afslappet forhold til, hvad jeg spiser, samtidig med at jeg har fået meget mere energi. Hele min hverdag er blevet meget bedre, fordi jeg ikke skal tænke på mad hele tiden, og fordi jeg ikke længere er sulten”, fortæller Lasse.
Den øgede mængde af mad, jeg vejledte Lasse til, gav en mindre vægtstigning på ca. 2 kg. Ikke en øgning i fedt på kroppen, men en konsekvens af det faktum, at en krop, hvor musklerne er fyldt godt op med energi og væske vejer, mere end en energiforladt krop. Lasse er i dag klar over, at han også spiste for lidt, dengang, han trænede på landsholdet før sit hjertestop. Han er også klar over, at nogle af de symptomer, han dengang havde, var begrundet i mangel på mad. ”Nu kan jeg dyrke motion i meget længere tid. Jeg når ikke længere den grænse, hvor jeg bare ikke kan mere, som jeg tit gjorde før. Samtidig restituerer jeg meget hurtigere, og jeg bliver heller ikke syg hele tiden. Før var jeg forkølet cirka en gang om måneden og havde ondt i hovedet. Det gjorde det jo også sværere for mig at passe min træning”, fortsætter Lasse.
Lasse Lykke Nielsen
